Nina i Nepal

Jeg besøgte Nepal fra den 24. oktober til den 10. november. Denne gang brugte Sangeeta og jeg meget tid på at besøge nogle af de “gamle” WAWCAS-kvinder, for at følge op på, hvordan det går dem. Det var SÅ inspirerende at tale med dem, og det føltes rigtig godt at se, at de stadig driver og udvikler deres forretninger. 

Ratnamay er en af disse “gamle” WAWCAS-kvinder, og hun blev medlem af den allerførste WAWCAS-gruppe tilbage i 2007. Hun er stadig formand for sin gruppe, og gruppen mødes stadig hver måned. Fra det lille lån på 200 euro, som hun modtog, og de træninger hun har gennemført, ejer hun nu 2 butikker, og hendes mand driver den ene af dem.
Hendes 3 sønner er alle uddannede, og den ældste har lige startet en motorcykel-reparationsvirksomhed. Ratnamays historie viser virkelig, hvor stort og varigt kvinderne liv ændres, når de bliver en del af  WAWCAS Programmet. 

Vi besøgte også Dhamilikuwa, som er et område i Lamjung, hvor WAWCAS afsluttede de sidste grupper i 2015.
Der er i alt 9 grupper i dette område, og det var så dejligt at besøge dem igen, samt at se at alle kvinderne stadig var aktive med deres virksomhed, ligesom mange havde åbnet forretning nummer 2 – på trods af at dette område var et af de hårdest ramte af jordskælvet tilbage i 2015. 

293 af kvinderne har besluttet at slå sig sammen i et stort kooperativ. Det betyder at de sparer penge sammen og kan få lån fra gruppen, og dermed har de adgang til mange flere penge.
Siden for et år siden, da vi fandt ud af, at de kørte dette kooperativ sammen, har Krishna, WAWCAS’ økonomichef, støttet kvinderne for at sikre, at de har et stærkt system til at håndtere alle de penge, de pludselig har sammen. Krishna fortæller senere i dette nyhedsbrev, hvordan han arbejder med kvinderne.
Det faktum, at disse kvinder klarer at fortsætte deres udvikling alene, har imponeret mig virkelig meget, og det er meget inspirerende at opleve. 

I Dhamilikuwa oplevede vi en anden meget rørende historie. Da vi gik gennem landsbyen, kom en mand løbende ud til os fra hans og hans kones købmandsforretning. Han sagde: “Se hvor meget I har givet os for bare 15.000 Nrp (1000 kr.) lån og træning. Før havde vi ingenting”. Han var så stolt af sin kones og hans egen forandring. Han driver nu den købmandsbutik, som hun oprindeligt startede, mens hun nu driver en restaurant ved siden af. Deres datter studerer til sygeplejerske, og sønnen går på den bedste kostskole. Før hans kone blev en del af WAWCAS programmet, blev manden nødt til at arbejde i Dubai og dermed være væk fra familien.


Vi fik en kop te sammen med familien, og oplevelsen fyldte vores hjerter med varme ved at vide, at WAWCAS har hjulpet denne familie til at udvikle sig på så mange måder. Det er situationer som disse, der virkelig er med til at understrege, hvorfor vi fortsætter med at arbejde og udvikle WAWCAS.

Under besøget i Nepal deltog Sangeeta og jeg også i nogle af LPL’ernes træning af kvindegrupperne og deres hjemmebesøg for at lære de nye kvinder at kende, samt for at kunne sparre med LPL’erne på stedet. Baseret på det vi så, udvalgte vi et par emner, der skulle bruges som input til et møde med hele teamet.
Det er altid meget givende at tale med LPL’erne og observere deres arbejde med kvinderne. 

Ydermere havde vi også nogle meget gode møder i lederteamet, hvor vi fik taget nogle vigtige beslutninger angående aktiviteter, der skal tages hul på i det kommende år for at udvikle organisationen endnu mere og for at styrke kvindernes udvikling som forretningskvinder endnu mere. 

Igen må jeg sige, at det er så dejligt at have tid til at være sammen med hele WAWCAS Teamet, og at Sangeeta og jeg igen havde tid til at evaluere, reflektere og planlægge sammen. Det er aktiviteter som disse, der er med til at sikre både sammenholdet og udviklingen i WAWCAS.

Skrevet af: Nina Schriver, International Program Director 

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *